

I går valgte vi at køre en tur til Haarlem ( nej ikke den i USA ). Det er en meget smuk middelalder by med smalle gader og fantastiske pladser. Lige netop i går var der marked i hele byen, der kunne købes alt hvad man kunne ønske sig, lige fra Franske spegepølser, Hollandsk ost og brød af enhver art.
Normalt ville vi nok have valgt at finde en restaurant og spise frokost, men denne gang valgte vi at købe noget god pølse og noget godt brød, som vi sammen med de oste vi havde købt på ostemarkedet, ville spise når vi kom retur til campingpladsen.

Her til morgen kørte vi fra Alkmaar, med kurs mod Rotterdam.
Vi havde på forhånd udvalgt Rotterdam city camping, selv om vi ikke kunne booke en plads. Da vi ankom var der ingen problemer med at få plads, men de havde ingen hvor vi kunne få strøm, så nu kører sneglehuset på gas til køleskab og 12V til resten, det skal nok gå de næste 2 døgn. I morgen spadserer vi ind til byen og ser os omkring.
Det bliver nok også sidste storby i nogle dage.