Driverdag i Leifers


Jeg ankom til Leifers, lige ved Bolzano, i går eftermiddags. Turen hertil var som sædvanlig varm. Jeg kørte ca. 450 km. Det var bedre at køre, end at holde stille. Da jeg var inde og tanke, og selv skulle have noget at drikke, var der parkering forbudt det eneste sted der var skygge. Det var en tank med betjening. Tankpasseren pegede over på det område med parkering forbudt, og sagde at jeg kunne holde der. Da jeg pegede på de gule striber på jorden, gjorde han mig det klart, at det var noget han bestemte, fin service. Jeg holdt en længere pause, med mad og drikke, så jeg var klar til at køre ud i heden igen.
I dag har jeg ikke lavet noget som helst, bortset fra at jeg har været i byen og handle. Jeg har brugt lidt tid til at kikke på vejrudsigter, for det område jeg befinder mig i. Det er nedslående læsning. Jeg bliver nødt til at bevæge mig nordpå, over alperne, for ikke at ende i mange dages regnvejr. Planen er at komme op nord for München på fredag, derfra kan jeg så vælge at køre vestpå til Belgien og Holland, eller østpå til det østlige Tyskland og Polen.
I går fik jeg bagt brød. Det havde jeg stor glæde af i morges, det både smager bedre og fylder mere end det papbrød jeg kan købe på pladsen. Inden jeg kunne lave kaffe, skulle min brænder til Trangiaen lige renses. Den hostede og spruttede da jeg prøvede at tænde den. Efter en grundig rensning, virkede den igen. Som det ses på billederne, har jeg fået en plads med lidt græs. Det er rart ikke at slæbe støv og jord ind i teltet, og det sviner heller ikke teltet nor det regner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *