Ny fantastisk dag

Jeg forlod campingpladsen kl. 10:00. Jeg havde en tur på små 400 km. til Valladolid. De første 200 km. gik gennem et utrolig smukt landskab. Vejen snoede sig mellem bjerge og gennem tunneller. Jeg har prøvet at fotograferer det, men der er ikke noget fotografi, som kan gengive det. Resten af turen, var der stort set ikke et sving, jeg kørte på et fladt plateau, i 700-800 m. højde. Det bestod næsten udelukkende af ny høstede kornmarker. Det eneste der var at se på, var en hel del ørne som svævede over de høstede marker, sikkert for at finde de smådyr som ikke længere kunne gemme sig i kornet. Jeg så desværre ikke nogle af dem dykke efter bytte. Ca. kl. 16:00 kørte jeg ind på campingpladsen i Tordesillas. Den ligger 1 km. uden for byen. Byen stammer helt tilbage fra romernes tid, og en stor den af byen er fra den gang. Campingpladsen er rigtig fin, fine bade og toilet forhold. På grund af klimaet her, er der ikke meget græs på pladsen. Det er jord det hele, og den er stenhård. Restauranten har et menukort som virkelig siger spar 2, så der sidder jeg i dette øjeblik og skriver, medens jeg venter på kaffen.

Øv for en dårlig campist !!

I går kørte jeg lidt rundt på de små veje, i bjergene bag byen. Der var utrolig smukt, men på grund af de meget smalle veje, turde jeg ikke stoppe for at tage billeder. På vejen tilbage, kørte jeg ind på en tank, for at få lidt at drikke. Her faldt jeg i snak med et Italiensk ægtepar på en super tenere 1200. Vi kom til at snakke om priser på motorcykler. Han havde givet 11.000 euro for sin, så de han var ved at besvime, da jeg fortalte at jeg havde betalt 17.500 for min. Nu til den dårlige campist. Jeg plejer hver aften at kontrollere om teltet er klar til en evt. regnbyge om natten. I går aftes var jeg dog så optaget af en lydbog, Afrikas horn af Wilbur Smith. Klokken var næsten midnat før jeg krøb til køjs. Her til morgen viste det sig at nattens regnvejr, til dels flød rundt i mit fortelt. Jeg havde ikke fået strammet den ene ende af teltet op, Det bliver lidt slapt når det bliver køligt, derfor var vandet løbet ned af teltet udvendigt, og ind på underlaget i forteltet, DUM FEJL. I dag har jeg været på jagt efter rense benzin. Det er åbenbart ikke noget man bruger i Spanien. Jeg har dog nok tilbage, så jeg kan klare mig til jeg kommer til Portugal. Hvis de heller ikke har det der, må jeg skifte dyse i primussen og bruge petroleum i stedet, det har de alle vegne.
Byen jeg bor i er rigtig hyggelig, den er indrettet til motorcykler og scootere, der er mindst 20 parkeringsområder udelukkende til 2 hjulede. I aften begynder jeg at pakke sammen, så jeg kan komme videre i morgen. Jeg regner med at køre til Valladolid, en tur på 350 km. Derfra er der yderligere ca. 400 km. til Porto. Efter 4 uger på tur, Hvor jeg har tilbagelagt ca. 4300 km, glæder jeg mig stadig over at dette eventyr blev en realitet. Stor tak til mine chefer og min hustru, for at have givet mig muligheden.

Fantastisk dag i Hondarribia

I dag var dagen hvor der skulle kikkes på by, og handles. Da jeg kom ud fra campingpladsen, var der politi alle vegne, først troede jeg der var sket noget alvorligt. Det var der sådan set også, cykelløb er en alvorlig ting i Spanien. Nede ved byen havde de spærret en rundkørsel af, men folk stoppede bare deres biler, og gik ud og heppede. Jeg startede med at gå ned til middelalderbyen, gennem en byport selvfølgelig. Det er en by med smalle gader og små torve, hvor der kunne købes alt muligt. Bare ikke benzin til min brænder. Jeg var inde i noget der lignede en farvehandel, ekspedienten vidste godt hvad det var da jeg viste hende det på google translate, men hun havde ikke. Med hjælp af samme google translate, forklarede hun mig at jeg skulle i et byggemarked. Hun viste mig også hvor det lå, men fortalte samtidig at der var lukket til på mandag. Nå pyt, I morgen havde jeg alligevel tænkt mig at køre op i de bagved liggende bjerge, så det bliver kun 1 dag længere jeg skal blive her. Jeg køre videre på tirsdag. Jeg benyttede lejligheden til at gå rundt i byen, der var sommer market. Hele hovedgaden var fyldt med mennesker og boder, hvor de solgte alt fra legetøj til frugt og grønt. Ved 2 tiden, var det blevet så varmt at det var tid til en øl i skyggen inden jeg gik tilbage til mit kludehus. resten af eftermiddagen gik med at lytte til lydbog, Under bjælken, om kronprinsens liv fra 1968 og til nu.

Nu er jeg kommet til Spanien. jeg er ca. 100 km. øst for Bilbao. De sidste par dage har været præget af sol og varme, let regn og en enkelt meget kraftig tordenbyge. Jeg er landet på en meget hyggelig campingplads, hvor der også er et hotel. Der er kun 1 km. til byen; så i dag skal der handles. Jeg skal have rensebenzin til mit koge apparat og lidt mad til de næste par dage. Turen hertil foregik i 28 gr. Jeg startede med at køre ad de små veje, indtil det blev for varmt. På motorvejen er det lidt nemmere at blive kølet ned, også for kamelen, Da jeg ankom i går, blev jeg mødt af en ældre fransk herre, som fortalte at han havde været på tur i Danmark i en gammel 2CV. Den var gået i stykker i Helsingør, men han syntes at danskerne var meget hjælpsomme, og de fik den hurtigt ud at køre igen. Han var 72 år og havde ikke telt eller noget som helst med. Han boede i sin personbil. Nu har jeg lige siddet på hotellets terrasse, og spist morgenmad. Jeg har fundet ud af at min telefon ikke nødvendigvis finder det bedste mobilnet, så efter et par forsøg med nogle forskellige, fandt jeg et med 4G.

Nu er jeg i Bordeaux

Når jeg har været 2-3 dage på den samme campingplads, er der altid kaos når tingene skal pakkes. Jeg pakker mere ud hvis jeg skal være der længe, så det ender altid med at jeg er nødt til at pakke hele skidtet forfra. I morgen stod jeg op kl 08:30, hvilket nok var en time for sent, når jeg har planlagt at køre 400 km. turen til Bordeaux foregik i perfekt vejr. 22 gr. med drivende skyer og ingen vind. Jeg køre normalt ca. 150 km. mellem pauserne, for ikke at miste koncentrationen. De sidste 100 km. blev dog delt i 2, da jeg begyndte at blive lidt træt i r….. De første mange km. var præget af ny høstede kornmarker. Efterhånden som jeg kom sydpå blev det til majsmarker. Først da jeg var næsten fremme, begynde vinmarkerne at dukke op.
Jeg har desværre været ude for et mindre uheld. Campister kender problemet med disse røde plastik pløkker, som knækker når man prøver at slå dem i den hårde jord. Sådan en fik jeg flået min ene storetå op af, da jeg var oppe i nat, det skal gamle mænd jo. Det er et ret dybt kødsår, under tåen, kunne jeg konstaterer her til morgen. jeg har gjort hvad jeg kunne for at rense det, med det førstehjælpsudstyr jeg har med. En hel dag begravet i et par mc støvler, har desværre ikke gjort det bedre, men der er ikke betændelse i, det gør bare forbandet ondt at gå.
Jeg er nu på en campingplads, hvor de som på den tidligere, har hvad jeg skal bruge. Her bliver jeg til på fredag, hvor jeg køre mod San Sebastian. Hvis tåen er ok vil jeg prøve at finde afslutningen på Caminoen, og gå lidt på den.
Mit nye bagdæk har gjort underværker for kamelen, det er tydeligt at mærke at det gamle var blevet “toppet” i mønsteret af at køre med for lidt luft.

Så er kamelen klar igen

Så kom dagen hvor jeg skulle på jagt efter nyt dæk til kamelen. På google map havde jeg fundet et værksted kun 14 km. herfra, det som lå i byen var kun et motor værksted. Efter en, som sædvanlig god og lidt for lang, nats søvn, fik jeg lavet morgenkaffe og nød mit morgenbrød med koldt smør og ost. Spejder køleskabet virkede perfekt. kl. 11:00 kørte jeg ned til den lokale tank, for at få luft i bagdækket. Det koste 0,5 euro. så gik turen ellers mod værkstedet for at aftale tid til udskiftning af dækket. Da jeg ankom blev jeg hilst velkommen af 2 unge gutter, som var i gang med at servicerer et par motorcykler. Den ene kunne engelsk, så det var ikke noget problem at forklare, og vise ham problemet. Da jeg spurgte om han kunne lave en bedre lapning indtil de kunne sætte et nyt på, kom svaret prompte “you can´t run on that” han fulgte mig derefter ind på deres lager for dæk, det havde jeg ikke regnet med. Han fandt nogle dæk i den rigtige størrelse, så kunne jeg selv vælge. Da jeg havde valgt, regnede han ud hvad det ville koste, med montering og alt. 151,- euro, som jeg straks accepterede. Så hev han den ene af de cykler, de arbejde på, ned af liften og trillede min op. I mellem tiden sad jeg og nød en kop kaffe, som de havde budt mig, i en lille lounge i hjørnet af værkstedet. Da dækket var monteret, blev bremsernes tilstand lige kontrolleret med en lommelygte. Fin service må man sige og til en meget fair pris.
I aften begynder jeg at pakke lidt sammen, for jeg vil videre sydpå i morgen. Planen er at nå ned i nærheden af bordeaux. For at nå det skal der køres små 400 km. På mit nye bagdæk, hvor jeg ikke skal ind og kontrollere luft hele tiden burde det være muligt. Franskmænd er nu meget hjælpsomme, i hvert fald dem som har med motorcykler at gøre. Jeg får selvfølgelig også lidt flere franske ord til min rådighed. Oplevelsen med bagdækket har trods alt også været positiv, da det har givet mig mulighed for at afprøve nogle ting. Næste gang noget sådan sker, er jeg bedre forberedt.
Dagen succes blev fejret med entrecote på campingpladsens restaurant.

Transporttur med tvivlsomt bagdæk

I går fik jeg ret hurtigt pakket sammen, min mening var at komme ned i nærheden af Nantes. Det viste sig dog at mit bagdæk ikke helt holdt luft. Efter besøg på flere tankstationer, som ikke havde luft, måtte pakke min egen pumpe ud. på en af tankene købte jeg noget lappeskum, så ,må jeg se om det kan holde til jeg kan få skiftet dæk. Turen sydpå forløb uden de store begivenheder. Jeg tog motorvejen, det er rart med lidt fart på når det er varmt. I dag har jeg besøgt et par mc forhandlere, men de havde alle lukket om mandagen. Prøver igen i morgen. Den campingplads jeg er landet på har stort set det hele, bar, restaurant og swimmingpool.
Jeg har nu været af sted i 3 uger, som tiden dog flyver. Jeg har ikke oplevet de store problemer, og mit udstyr fungerer perfekt. Mine solceller har til videre holdt mig med strøm, til kamera, computer og mobil. Mit liggeunderlag og sovepose er måske for godt, jeg har svært ved at komme op om morgenen. Motorcyklen køre som en drøm, selv om der er en del bagage på. Det eneste man savner på sådan en tur, er muligheden for at holde noget koldt. I dag har jeg forsøgt mig med et spejder køleskab, bestående af et drivvådt håndklæde viklet om det jeg vil have kølet, og lagt det i solen. Det plejer at virke.
Jeg må sige, at der er noget fuldstændig fantastisk ved kun at gøre hvad jeg har lyst til, og ikke skulle tænke så meget på noget andet. Det glæder mig meget at så mange følger med på turen.

3 måltider mad på samme dag

I går bestilte jeg morgenbrød til i dag. På grund af det dårlige vejr, sov jeg længe. Jeg stod først op kl 09:30. Det var overskyet, koldt og  blæsende. Jeg hentede det bestilte morgenbrød, og fik gang i koge apparatet og lavet varm kaffe. Efter morgenkaffen tænkte jeg at et varmt bad kunne jage den sidste kulde ud af kroppen. Ved 11 tiden begyndte det at klare op, og temperaturen steg betragtelig. Jeg gik en tur ned til byen, for at kikke lidt nærmere på havnen. Da jeg var kommet helt ud for enden af molen, kunne jeg se at der lå en lystbådehavn ovre på den anden side. Det betød en lang gåtur ind til byen for at komme over en bro. medens jeg gik der, og var begyndt at få det lidt varmt, så jeg en lille båd, som sejlede folk over havnen. Den ville spare mine ben for at gå til broen. Det kostede svimlende 1,2 euro. på af den store tidevands forskel, var de en sluseport ind til denne havn. Så selv om bådene i fiskerihavnen lå på bunden, flød alle lystbådene. Man må sige at lystsejlere skal planlægge deres ture nøje. Nu var det tid til dagens andet måltid, frokost, jeg havde jo gode erfaringer med det sted jeg spiste i går, så han fik besøg igen. Jeg fik både et håndtryk og besked om at han lige viste hvad jeg skulle have. Det blev det samme som i går, dog tilføjet grønsager. Jeg  fik så lige handlet lidt vand, det skal man huske her, postevandet er ikke til at drikke. Derefter var det op ad bakken til campingpladsen. resten af dagen gik med at kikke ud over vandet, og alle de sejlbåde som var på vandet. Da kysten skråner kraftigt, og den kraftige vind stod lige ind på, var det perfekt for paragliding. Jeg talte på et tidspunkt 6 stk. Da de hele tiden kunne stige, lavede de en del stunts, det var ganske imponerende. Nu skulle dagens 3. måltid indtages. Det fik jeg på campingpladsen, dampede muslinger med Rochefort sauce, og en øl. I morgen køre jeg mod Nantes, så må jeg se hvor langt jeg når.

Franskmændene bor smukt

Regnen har silet ned hele natten. Ved 10:00 tiden stoppede den, jeg pakkede regntøj i rygsækken, og gik ned mod byen, Villerville for at hæve penge og få mig noget morgenmad. Jeg gik godt nok til byen, og fik også hævet penge, men det var ikke muligt at få noget at spise. En venlig tjener på en restaurant, som først åbne kl 14:00, fortalte mig at jeg nok blev nødt til at gå til Trouville, 5 km. derfra. Der var der masser af cafeer og små restauranter. Hvad betyder 5 km. når man har god tid, og det var stadig tørvejr (næsten). På vejen passerede jeg campingpladsen, så jeg tog lige en kop kaffe at gå videre på. Jeg blev noget overrasket over byen. Den var fuld af liv. Jeg fandt en lille cafe, men nu var det pludselig frokost og ikke morgenmad jeg skulle have. Jeg fik serveret en lækker pandekage med smeltet ost, skinke og æg samt et glas øl. Tjeneren på caféen talte udmærket engelsk. På vejen tilbage til pladsen, begyndte det at regne igen, så på med regnfrakken og op ad bakken. jeg havde ikke lagt mærke til at hele turen ind til byen, var ned ad bakke. hjemme i teltet kl.15:30 fik jeg lige en morfar. Jeg vil næsten tilgive Franskmændene for deres manglende engelsk kundskaber, når jeg går rundt i deres smukke natur og byer. i morgen lover de en del regn, så det bliver en sovedag. Søndag fortsætter jeg sydpå, med et kort stop ved Omaha beach.

Ekstrem varm dag på motorcyklen

I går d. 25-07, stod jeg meget tidligt op, for at få pakket, inden heden blev for voldsom. Det lykkedes kun delvis, for inden jeg var færdig, viste termometret 32 gr. Camel backen blev fyldt med 1,5 liter dyrt fransk købevand. Selv om jeg havde taget mine kevlar forstærkede cowboybukser på for at få lidt mere luft, svedte jeg så vandet drev af mig. Der var da også en del motorcyklister, sikkert lokale, som kørte i shorts og t-shirt. det overvejede jeg på intet tidspunkt at kopierer. Jeg er nu lige syd for Le Havre. Som sædvanlig på en plads, hvor intet af personalet taler andet end Fransk, Men sådan er det jo når man vælger at opholde sig uden for de store byer. I dag går jeg en tur ned til Trouville sur mer, som ligger små 2 km. fra pladsen. jeg skal hæve lidt penge, da de ikke tager kort på pladsen. I morgen tager jeg nok ind til Hon Fleur, hvor jeg tidligere har været med Hanne.